ARFID-spiseforstyrrelse: Alt, du skal vide

Undgående/restriktiv spiseforstyrrelse, også kendt som ARFID-spiseforstyrrelse, rammer mange mennesker, herunder børn. 

Spiseforstyrrelsen medfører mange farer for dem, der lider af den. Hvis du tror, at du eller en, du holder af, lider af ARFID-spiseforstyrrelse, skal du vide mere om symptomerne og følgerne. 

Dette indlæg gennemgår alt, du skal vide om ARFID-spiseforstyrrelse. 

Hvad er ARFID-spiseforstyrrelse? 

ARFID er en diagnose, der gælder for dem, der har en restriktiv spiseforstyrrelse. Det kan skyldes manglende interesse for at spise. Det kan også skyldes, at man helt undgår bestemte måltider på grund af konsistens eller farve, eller en ekstrem bekymring for en mulig bivirkning ved at spise, for eksempel kvælning. 

ARFID-spiseforstyrrelse har tydelige konsekvenser for ernæring og den generelle fysiske sundhed.

Det nedsatte indtag kan medføre betydelige vægtproblemer (enten vægttab eller manglende vægtøgning til normal udvikling). Det kan også føre til næringsmangler eller forstyrre den daglige funktion, for eksempel socialt samvær. 

Symptomer på ARFID-spiseforstyrrelse 

Her er symptomerne på ARFID-spiseforstyrrelse: 

1.     Ufleksibel spiseadfærd

Når det gælder diagnosticering af ARFID-symptomer hos voksne, er stive spisemønstre, som kan betegnes som at være særdeles »kræsen« med madvalg, et fremtrædende advarselstegn. 

Der er en klar forskel mellem madpræferencer hos raske voksne og den ufleksible spiseadfærd, man ser hos personer diagnosticeret med ARFID. Det omfatter afvisning af at prøve andre eller nye typer mad, ekstremt specifik madtilberedning og følsomhed over for mad, både fysisk og følelsesmæssigt.

2.     Frygtbaseret madrestriktion 

Frygtbaseret madrestriktion er et andet udbredt tegn på ARFID-spiseforstyrrelse hos voksne. 

Personer, der bliver ubehageligt berørt af bestemte måltider, kan få en følelsesmæssig eller fysisk reaktion. De er typisk bange for en allergisk reaktion, kvælning eller opkast. Derfor kan de undgå bestemte måltider og dermed gå glip af næringsindhold.

3.     Manglende interesse for mad 

Selvom ARFID-spiseforstyrrelse kan ramme mennesker uanset køn og alder, er den mere udbredt blandt børn og teenagere. 

Manglende interesse for mad er et af advarselstegnene ved ARFID og ses oftere hos unge. 

Negative følger af ARFID-spiseforstyrrelse 

Her er de negative følger af ARFID-spiseforstyrrelse:

1.     Dermatologiske følger 

Når en person er underernæret, bruger kroppen den sparsomme energi på at beskytte de mest vitale organer, hvilket får hud, hår og negle til at forfalde. De dermatologiske følger af ARFID omfatter mat, tør og bleg hud samt tyndere hår. Det kan også føre til skøre negle.

2.     Gastrointestinale følger 

Personer med ARFID kan opleve gastrointestinale problemer som gastroparese, forstoppelse og oppustethed. 

Gastroparese er kendetegnet ved forsinket tømning af maven. Det betyder, at maven tømmes langsommere end normalt. 

Derudover viser det sig ofte som overdreven fylde, kvalme, oppustethed og tidlig mæthed. Sygdommen gør det endnu sværere for personen at få tilstrækkeligt med næringsstoffer.

3.     Følger for det endokrine system 

Næringsmangler medfører hormonelle forandringer i kroppen. Det kan føre til lavt blodsukker, nedsat sexlyst, amenoré og endda infertilitet. 

Hypoglykæmi, eller ekstremt lavt blodsukker, kan udløse hovedpine, besvimelse og humørsvingninger. 

4.     Følger for nervesystemet 

Hjernen, et meget aktivt organ med højt energibehov, påvirkes tilsvarende af ARFID-relateret underernæring. 

Det er særligt farligt for børn og teenagere, da hjernens udvikling fortsætter ind i den tidlige voksenalder.

5.     Følger for skelettet 

Personer med ARFID-spiseforstyrrelse har større sandsynlighed for utilstrækkelig knogletæthed og knoglestyrke som følge af kostmæssige mangler. 

Osteoporose og øget sårbarhed over for frakturer og knoglebrud kan følge af knogletab.

Behandling af ARFID-spiseforstyrrelse

ARFID behandles bedst af et team, der omfatter en læge med speciale i spiseforstyrrelser, en diætist og en terapeut. Ernæringsrådgivning, lægelig behandling og spiseterapi kan alle indgå i behandlingsplanen. En logopæd kan foretage en synke- og spiseundersøgelse, hvis kvælning er en bekymring.

De vigtigste mål med behandlingen er at opnå og fastholde en sund vægt og sunde spisemønstre og at øge variationen i den mad, der spises.

Behandlingen hjælper også med at lære måder at spise på uden frygt for smerte eller kvælning.

Endelig kan læger ordinere medicin for at øge appetitten eller behandle angst. Hvis angst er en faktor, vil terapeuten lære børn og familier, hvordan de håndterer madrelateret angst.

De fleste børn med ARFID kan behandles hjemme, men nogle vil have brug for indlæggelse. Personer med alvorligt vægttab, underernæring og/eller alvorlige helbredsproblemer skal behandles på hospitalet. Nogle børn med ARFID vil også have brug for sondeernæring eller næringspræparater for at få de kalorier og vitaminer, de har brug for.

ARFID kan være svært at overvinde, men at lære om sund kost og tage hånd om angsten kan hjælpe mange børn og teenagere med at få det bedre og fungere bedre. Når hele familien arbejder sammen om at ændre vanerne ved måltiderne, er det sandsynligt, at barnet får fortsat succes.

Konklusion 

På grund af den mulige alvor af de medicinske konsekvenser forbundet med ARFID bør de, der lider af sygdommen, søge behandling så hurtigt som muligt. Jo før en person begynder i terapi, jo før kan de negative helbredskonsekvenser af ARFID tages hånd om. 

At have det rigtige støttesystem og en ædruelighedsapp som I Am Sober kan også hjælpe dig med at håndtere ARFID-spiseforstyrrelsen.