Er afhængighed en sygdom?

Er afhængighed en sygdom eller et valg? Svaret på det spørgsmål har plaget mange afhængige, læger og fortalere – især med den enorme mængde misinformation derude. Jeg kigger på dig, internet. Det korte svar er »det kommer an på, hvem man spørger«, men her er et kort overblik over de organisationer, der mener, at afhængighed er en sygdom:

American Medical Association (AMA) anerkendte »alkoholisme« som en lidelse i 1956 og »afhængighed« som en sygdom i 1987 National Council of State Boards of Nursing. National Institute on Drug Abuse (NIDA) klassificerer også afhængighed som en sygdom og betegner afhængighed som »en kronisk, tilbagefaldspræget sygdom, der er kendetegnet ved tvangsmæssig søgen efter og brug af stoffer trods skadelige konsekvenser« (DrugAbuse.gov). Kort sagt omkobler det hjernen og skaber en ubalance i belønnings-, motivations- og hukommelsessystemerne.

Ingen af disse skal diskrediteres, men der er så mange lægelige nævn, udvalg og organisationer, der er uenige. Og for at være tydelig: uenighed betyder ikke, at de ikke mener, at afhængighed og stofbrug er et problem, kun at ordet »sygdom« ikke er passende. Derfor bruges ordet »valg« nogle gange.

Er afhængighed et valg?

I den forbindelse er det rigtigt, at den første brug af et stof som regel er et valg. Det er rigtigt, at man, før man bliver afhængig, skal have taget stoffet frivilligt. Det gælder før afhængigheden, og det gælder i recovery: det første fix eller den første drink er et valg – og alt bagefter er stort set et slør. Med det in mente er selve recovery et valg. Valget om at blive ædru. Selv det valg er dog som regel det sidste, og det bliver som regel truffet for os (dvs. pålagt af retten), men det er et valg.

Når det er sagt, peger nogle på beretninger om afhængige, der ender i fængsel og formår at overvinde afhængigheden. De er ganske vist afskåret fra deres forsyning, men det sker. Der har også været nogle interessante studier på rotter, der viser, at deprimerede rotter er mere modtagelige over for stoffer, mens sociale, glade rotter ikke er det – hvilket synes at tyde på, at det i mindre grad handler om at være hjælpeløs og i højere grad om miljøet.

Nogle mener, at »sygdom« forenkler afhængighed unødigt. Det skaber et binært valg: ved at sige, at det er det ene og ikke det andet, giver det en falsk tryghed om, at det er noget kendt eller forstået. Det, der i virkeligheden sker, når man er afhængig, er, at »du ved det ikke« – og det er det skræmmende. Tag for eksempel alkohol. En person, der lider af alkoholafhængighed, mister evnen til at tænke rationelt og »rationaliserer« alligevel, hvorfor vedkommende ikke har et problem. Når man mister den rationelle tænkning, ved man ikke, at man er irrationel – på samme måde som en gal person ikke ved, at vedkommende er gal.

Er afhængighed en sygdom eller et valg?

Her er det, der ikke er til debat. Stoffer (såsom alkohol, metamfetamin, andre stimulanter osv.) påvirker mennesker forskelligt. Genetik spiller en rolle for, hvor sandsynligt det er, at man bliver afhængig af noget (hvad som helst), og stoffer kan skabe afhængighed. Kroppen og hjernen – da mange gadestoffer påvirker centralnervesystemet direkte – kan udvikle en afhængighed af stoffet. Alle stoffer nærer hjernens »belønnings«-del, og den øjeblikkelige tilfredsstillelse fra stoffet bliver eftertragtet og kan erstatte behovet for langsigtet planlægning og mål. Derfor kan nogen holde op med at møde på arbejde eller såre dem, de elsker. Igen er dette noget, der er bekræftet og forstået i hjernen hos afhængige.

Men hvad skal det kaldes? For når spørgsmålet uundgåeligt opstår: Er afhængighed en sygdom eller et valg? Lyder svaret som et uforpligtende »begge dele«. Her kommer Marc Lewis, ph.d., ind i billedet. Lewis sagde til The New York Times, »Der har været en heftig debat om, hvorvidt afhængighed er en sygdom eller et valg, men jeg ser det som en falsk dikotomi.«

Marc Lewis om afhængighed

»Sygdom« har en tendens til at udelukke neuroplasticitet, altså hjernens naturlige evne til at tilpasse sig og forandre sig. »Sygdom« opfattes som en sluttilstand: et problem, der ikke kan vendes, ændres eller rettes. For eksempel Alzheimers sygdom.

Neuroforskeren Marc Lewis mener, at afhængighed er en »forstyrrelse eller ligefrem patologisk«. Man kan spørge, hvilken forskel det gør, om det er en sygdom eller en forstyrrelse? Men dr. Lewis har også et svar på det: »Hvis man har en sygdom, er man patient. Hvis man er patient, tager man imod instruktioner fra sin læge og gør, som man får at vide … Hvis man kommer i rehab, lægger man sig i andres hænder, men den bedste måde at bekæmpe afhængighed på er ved at sætte mål for sig selv« (TheGuardian, 2015).

Nogle er enige i den holdning, også selvom de mener, at det er en sygdom. Dedikerede fortalere i rehabiliteringscentre tror på efterbehandling efter rehab i form af mål, ændringer i rutiner og et støttesystem, fordi opholdene på rehab ikke er nok til at bekæmpe en livslang sygdom.

Konklusionen

Afhængige har en helt anden hjernekemi end ikke-afhængige, men sygdom er måske det forkerte begreb. Det betyder heller ikke, at det rigtige begreb er valg, men noget unikt. Selv i dag er den medicinske diagnose for alkoholafhængighed »Alcohol Use Disorder« (AUD), men det er blevet ændret inden for de seneste 5 år; før det kunne det have været en adfærd eller klassificeret som stofmisbrug.

Det, alle er enige om, er, at afhængighed er et problem, der skal tages fat på, og hvis det betyder, at vi skal ændre, hvordan vi taler om og tænker på problemet, så skal vi tage initiativet.