John Goodman om afhængighed og alkoholisme

John Goodman er et velkendt ansigt på det store lærred. Goodman spillede Dan Conner i den populære tv-sitcom Roseanne, lagde den sympatiske stemme til Sully i Pixars Monsters, Inc.-franchise og har medvirket i talrige film, blandt andet som Walter Sobchak i Coen-brødrenes The Big Lebowski. Hans filmografi er imponerende, men en af hans mest kære triumfer er hans ædruelighed.

Anonym skuespiller

En fremmed i et fremmed land. Da John Goodman var 23 år gammel, lånte han penge af sin storebror ($1,000) og flyttede fra St. Louis, Missouri, til New York for at forfølge drømmen om at blive skuespiller. Han lejede en lille lejlighed sammen med sin kæreste tæt på Manhattans teaterkvarter. Goodman havde hverken agent eller kontakter i branchen, så han stod op, gik rundt i den fremmede by og ledte efter auditions.

Pengene var meget knappe. John Goodman kunne gå dage uden et ordentligt måltid, men han blev ved i to år – og holdt sig flydende med forskelligt arbejde på barer – indtil et reklamebureau fik fat i ham, og der pludselig kom en stabil indkomst hans vej.

I 1980'erne blev han et kendt navn, da han medvirkede i primetime-sitcommen Roseanne, som kørte i det meste af et årti. Siden da har penge ikke været et problem; at finde arbejde har ikke været et problem. Men vejen til berømmelse var ikke uden bagsider.

John Goodman blev ofte emne for sladderbladenes overskrifter og kunne ikke længere gå rundt på gaderne i New York uden at folk genkendte ham. Det var en helt anden verden for ham, og det var i høj grad det, der satte gang i hans alkoholisme, som han skulle kæmpe med de næste 30 år.

Ædru siden 2007

Roseannes seertal blev ved med at stige, mens John Goodman og hans familie boede i Californien. De hyppige paparazzier og miljøet var nedbrydende, og Goodman ville ikke have, at hans nyfødte datter skulle vokse op i den atmosfære. »Jeg var færdig med showbusiness, omtale, sladderbladsstof – jeg var bare færdig,« sagde Goodman. »Jeg ville ligesom have hende, min datter, væk fra det« (The Guardian).

Som følge heraf flyttede John Goodman familien fra Californien til Louisiana, tættere på sin kones forældre og væk fra offentligheden. Goodman husker, at det syntes at være en god idé på det tidspunkt, men

»der har været mange gange, hvor jeg kunne være gået under. Ikke overdosis, men … ja … uheld.«

John Goodman har været ædru siden 2007, efter 30 års kamp mod sygdommen. Det har dog ikke altid været nemt, for Goodman huskede mange nætter, hvor han drømte om at slå whiskeyglas i sig, og hvor han sagde til sig selv:

»Så siger jeg: ›Hey, det burde jeg ikke gøre.‹ Og så siger jeg: ›Waaah, det er okay! Det gør du hele tiden! Du sniger det ind hele tiden!‹ Og så vågner jeg og siger: ›Nej, det gør jeg ikke.‹ De var bekymrende i starten. Nu er de bare sjove.«

I løbet af interviewet fortæller Goodman, hvordan han søgte øjeblikkelig tilfredsstillelse – ikke bare i bunden af et glas, men også i sit arbejde. Han led af manglende selvtillid og var konstant bekymret for at huske sine replikker.

»… Og jeg straffede mig selv mere end noget andet og brugte endda min energi forkert, og det handler bare om at slappe af med det og vide, at [replikkerne] kommer, have tålmodighed. Det er min personlighedsforstyrrelse, at jeg vil have det hele lige nu. Jeg skal have det nu, nu! Hr. Nu! Altså, det kan man ikke [på scenen]. Det er en proces.«

Ligesom ædruelighed er det en proces, og han tager den én dag ad gangen. Han dvæler ikke længere ved fortrydelser, tvivl og sorger. Tværtimod trækker han sig aktivt væk fra de tanker, vel vidende at de kan føre ham ned ad en farlig vej. Sammen med intervieweren Elizabeth Day griber han sig selv i det:

»Hvorfor taler jeg om det her? Det må ikke ske igen … [det er] noget kemisk, noget med hjernen, [en] generel utilfredshed med alting. Jeg har ikke lyst til at gøre noget, intet føles rigtigt. Jeg er nødt til at lave noget andet, men jeg har ikke lyst til at lave noget andet.«

Når John Goodman bliver fanget i en depression, holder han sig beskæftiget med andre aktiviteter.

»Jeg vil blive ved med at opsøge steder, hvor der er positiv forstærkning, så jeg ikke kommer derhen, hvor der er triggere. For jeg tror ikke, at noget på Guds grønne jord kunne stoppe mig, hvis jeg virkelig havde lyst til at drikke.« (Men’s Journal)

John Goodman kan undgå de fleste af de triggere derhjemme sammen med sin kone og familie, så når han er ude og filme eller spille teater langt hjemmefra, bliver han ængstelig.

Goodman var, som sladderbladene gerne påpeger, tidligere svært overvægtig – på et tidspunkt nærmede han sig 400 pund. Nu tilbringer han imidlertid tiden som alkoholiker i recovery på crosstraineren eller med boksning, og med en højde på seks fod ser han ud til at veje omkring 250 pund; langt fra den usunde mand, han engang var.

Faktisk siger han, at det er derfor, han nyder teatret, fordi det er fysisk aktivt og kræver, at han holder sig i form. Vægtøgningen havde slidt leddene ned, så de ikke kunne repareres, og nu hvor han har fået to knæproteser og er holdt op med at drikke, er det tydeligt, at hans helbred er en prioritet.

»Alkohol er alkohol. Jeg er alkoholiker. Jeg ville drikke uanset hvad. Det er bare en del af at være alkoholiker – man finder en hvilken som helst undskyldning. Men hvad angår stress, har jeg levet et stresset liv. Jeg har gjort det mere stresset ved at drikke og tage stoffer, og den branche, jeg har valgt, er altid nervepirrende … der var en konstant trussel om arbejdsløshed. Af en eller anden grund benægtede jeg bare, hvad jeg gjorde ved mig selv. Det er et mirakel, at nogen overhovedet ville ansætte mig, når de så på mig. Jeg så ud som et vandrende hjerteanfald.« (Men’s Health)

Måske er den mest inspirerende egenskab ved John Goodman, at han ikke lægger skjul på sin alkoholisme. Han accepterer, at den er en del af ham, men det er en del, han er villig til at give slip på.

»At give afkald på en stor del af sig selv er egentlig ikke så svært, når man indser, at man får mere, end man giver slip på.«

John Goodman fortsætter med at have en prestigefyldt og omskiftelig skuespillerkarriere, mens han lever et ædru liv i New Orleans sammen med sin kone og sine hunde.